FALDER DU OGSÅ FOR IDIOTER?

Advarsel: der er en chance for, at følgende indlæg er overtænkt for meget af undertegnede (da jeg i skrivende stund sidder og nyder et velskænket glas rødvin efter en lang dag). Forleden sad jeg og slog tiden ihjel på Instagram. Det hænder op til 7, 8, 9, +10 gange om dagen. Alle dem der kender til det rækker en lap i vejret! Nå, tilbage.
Her faldt jeg over en ret interessant story-serie hos en kvinde, jeg følger. Hun fortalte, at hun i forbindelse med sit studie i neurologi havde læst nogle tekster, omhandlende hjernens evne til og ikke mindst vane ved at vænne sig til et givet stressniveau i alverdens tænkelige livssituationer og -sammenhænge for hver enkel person. Nu tænker du sikkert, “og hvad så?” eller “hey, hvad snakker du om?”. Men leg lige lidt med tanken; For overfør tanken til den hastighed og den måde du arbejder på, den hastighed og måde du lever din hverdag, frekvensen af aftaler du laver med vennerne, og ikke mindst hvordan dit kærlighedsliv forholder sig. Særligt ved sidstnævnte har jeg haft svært ved at slippe tanken, men det kommer jeg tilbage til.

Jeg synes i hvert fald, det er interessant at tænke over det tempo, som jeg kører min hverdag i. Jeg har i mødt mange på min vej, som er ved at falde på halen over antallet af aftaler jeg typisk har på en uge – hvad end det omhandler kaffeaftaler, vinoaftener, bioture, træningspas, fødselsdagsfester, madklubber, byture, events osv. Men spørg du mig, så er det ikke spor for meget. For sådan har jeg efterhånden levet i flere år. Men jeg har ikke altid levet sådan med aftaler stort set hver dag. Det er noget, jeg gradvist har øget i takt med, at min sociale kapital er steget, og jeg har udvidet denne side af min personlige stressbank.

Tillige tænker jeg, det kan afspejles i, hvilken rolle jeg ofte har for mine veninder, og hvad jeg kan “tilbyde” dem i mig som ven. Går du bare 2-3 år tilbage, var jeg absurd – med streg under absurd – dårlig til at tale om følelser og generelt forholde mig til mine veninders kærestesorger, og hvad der ellers rammer kvinde i den fødedygtige alder, hehe. Men jeg synes, ved observation og tillæring (ikke mindst ved at jeg selv blev single sidste år), at jeg har udvidet min forståelse for netop at kunne tilbyde mine veninder en mere blød side af mig selv ved at arbejde og udvide denne del af mig.

Men så var det, det slog mig, om det så ikke også har noget at sige i forhold til, hvilken type mand man falder for? Min tanke er nemlig, at første gang man bliver svigtet, oplever utroskab eller egentlig bare bliver behandlet af h til af sin partner, så gør det selvfølgelig nas. Og måske er man stærk nok til at sige fra, hvilket resulterer i, at man går fra ham. Men hvad hvis det sker igen? For han er måske meget sød, så man kan måske godt se igennem fingrene med det. Men hvad så hvis det sker igen og igen? Eller man finder en ny mand, som ligeså er en kujon. Mon man underbevidst accepterer hans opførsel og langsomt begynder – stadig underbevidst – at udvikle et mønster, hvor man falder for den samme type mænd, som har det med at såre en eller drive en til vanvid. Bevares, det kan også være, du har helt styr på kærlighedsspillet og får den ene Mr. Perfect til at falde for dig efter den anden. Jeg hører bare ikke til den gruppe. Nu skal det ikke lyde som om, jeg har været udsat for lort og lagkage. Men faktum er, at jeg typisk ikke falder for den klassiske du-skal-da-være-far-til-mine-børn-mand. Og det tror jeg simpelthen er fordi, jeg hen ad vejen har kysset frøer, som har banet vejen for, at jeg ofte finder de forkerte typer, fordi dem jeg har med i bagagen har udvidet min underbevidste tanker til, at det er med dem, jeg har det godt. Men det har jeg jo ikke. Og det bliver da egentlig ikke bedre af, at mine dejlige veninder siger “Caro, han er ikke god for dig”. Nej, det ved jeg sgu godt! Men hvad skal jeg gøre?!

Well, jeg skal arbejde med mit hoved. Jeg skal fortsætte, som jeg hele tiden har gjort, men jeg skal i særdeleshed begynde at fylde mit liv og ikke mindst mit hoved med impulser, oplevelser og mennesker, der er gode for mig og mit såkaldte stresscenter. Men altså, det er skam ikke fordi, jeg ikke gør det i forvejen. Men særligt på mandefronten er der nogle ting, jeg skal sætte en stopper for og ikke mindst undgå. Can you relate sister?

Måske har jeg overtænkt den tilfældige IG-story-serie for meget. Men faktisk har det været lidt af en øjenåbner for mig – om min tese kan verificeres eller ej. Hvad tænker du? Giver det mening?

ET NYT KAPITEL

Så for saaaatan, today is the big day! Frk. Bergman fylder nemlig intet mindre end 27 af de lange. Og så på selveste Halloween. Om jeg kan mærke det? Næ. Om jeg har det underligt med det? Tja. Hvorfor? Fordi jeg med 27 år i bagagen vel gerne vil føle, at jeg har styr på mit liv, og dermed kunne sætte hak ved et eller flere eksistentielle bullet points såsom kæreste, lejlighed, børn, karriere mv. Og jo jo, jeg er da smadder glad for mit job – men jeg har da ikke toppet endnu! Mærk dig mine ord. Og så er det vel også et sandt faktum, at jeg med sneglespor nærmer mig det skarpe hjørne, 30 år. Det har jeg det fandme mærkeligt med, undskyld mit franske.

Når den bette livskrise så er luftet, har jeg ikke en større legit årsag til at panikke. Jeg er jo sund og rask, jeg hygger mig, jeg har endnu ikke fået Botox for at kontrollere rynkerne i ansigtet, jeg har stadig plus på kontoen (der er jo lige kommet løn), min familie kommer og fejrer mig lørdag, og jeg skal fejres af mine dejlige venner hele dagen <3 Så i bund og grund er jeg glad og tilfreds med at tage hul på et nyt livsår med mange flere optursoplevelser med mine yndlingsmennesker. Jeg slår i hvert fald håret ud og læner mig tilbage klar til at nyde turen.

Trods min fødselsdag hvert år er faldet sammen med den amerikanske mærkedag, har jeg aldrig været klædt ud! Men det stopper i år. Efter arbejde skal jeg først spise med 7 af mine bedste venner på den nye Frankies Nørrebro, som er Madklubbens nyeste skud på stammen og eftersigende en sand pizzahimmel. Derefter ræser jeg videre til halloweenfest på Dandy. Kan du gætte, hvad jeg skal være klædt ud som? Et lille tip: kat.

Det korte af det lange er, at jeg smider 100 kroner på, det bliver den bedste fødselsdag i år!

NU MÅ DET VÆRE MIN TUR TIL AT FINDE KÆRLIGHEDEN

Reklame for Happn

Kender du det, når det føles som om, man bliver ramt af et lyn fra en skyfri (bogstavelig talt skyfri med det vejr vi ruller med for tiden) himmel? Det skete for mig for cirka 1 måned siden, hvor – hold nu godt fast – tanken om at være klar til at få en kæreste sneg sig ind på livet af mig… Du læste rigtigt. Og mig som ellers har gået og prædiket om først at skulle have en kæreste i 2020. Well, det er måske også stadig tilfældet, at det kommer til at være sådan. Men jeg har tænkt mig at tage kampen op. Og ingen kamp uden våben! Derfor har jeg allieret mig med Happn – the grand old datingapp anno 2018. Happn gør det jo muligt at komme i kontakt med personer, man har passeret på sin vej. Så hvis jeg har passeret en yderst smuk fyr nede i Rema, fitten, cykelstien, bodegaen, kebabben eller andre steder, kan jeg hoppe ind på app’en, finde lækkerbiskenen, give ham et like og håbe på han gør det samme med mig, så vi kan begynde at skrive sammen.

Men hvad sker der Caroline?

Det er jo ikke sådan, at jeg fra den ene dag til den anden er blevet ramt af amors pil. Og det er for den sags skyld heller ikke fordi, jeg har kysset frøen endnu. Men jeg kan mærke sådan en følelse af manglende tosomhed i mit liv. At have en person jeg kan dele dagsdrømme med, én jeg kan spise spagetti kødboller med, én jeg kan opleve verden med, én jeg ikke kan stoppe med at tænke på ligegyldigt hvor meget livet ellers presser på i begge ender, én der kan give mig sixpack af grinekramper (så sparer jeg også en tur i fitten), og jeg kunne blive ved. Du ved jo godt, hvad jeg mener. Og så er jeg da også sikker på, at min far vil elske, jeg hiver én med hjem, han kan tale om bold med. Det gider jeg i hvert fald ikke.

Hvad siger veninderne?

Som jeg nævner, har jeg ikke fundet the one and only charmebøf. Endnu. Derfor har jeg teamet op med nogle veninder for at høre, hvad jeg hidtil har gjort galt, og hvad jeg bør gøre. Nuvel, jeg heller ikke har søgt kærligheden målrettet de seneste 15 måneder. Men jeg har da fået et par rap over nallerne. Det skal jeg da ærligt erkende. Så dommen lyder altså:

“Du falder tit for udseendet; “Ej hvor er han smuk, ham vil jeg have”. Du kender ham fra sociale medier, men er god til at approache ham i nattelivet gerne med en drink eller to indenbords. Du falder tit for ham der står i spotlyset, der kan lide at blive hørt og set. Han falder for dig, fordi du giver ham modspil og udfordrer hans plads i rampelyset med en lidt flabet, jordnær og humoristisk tilgang. Og sexet selvfølgelig også. Han vil gerne lave sjov og ballade… elsker at gå ud de rigtige steder.  Han vil ikke have én kvinde. Han vil have mange.”

Tak for kaffe. I stedet mener mine veninder, jeg bør:

“…falde for en fyr vis hobby er andet end at stå på klubben nat efter nat. En der leder efter en kvinde at slå sig ned med. Men inden der kommer børn og hus på agendaen, vil han ud og rejse verden tynd – og der skal du med. Du skal have en mand der får dig til at føle dig tryg og elsket. Han vil forkæle dig og værdsætte alle de mange værdier, som du besidder. Han er smuk, og du tænder på ham. Men for hver dag der går, finder du ud af, at jo bedre du lærer ham at kende, desto mere bliver du forelsket i hans personlighed, og det overskygger hans smukke ydre. Du er god til at finde fyre ude i det fysiske rum, og det gør du også med din drømmefyr.”

Okay så.
Så altså, udover jeg blev lidt rørstrømsk, da jeg hørte deres kommentarer, hæftede jeg mig ved to ting; jeg kender ofte fyre fra sociale medier, men jeg er god til at finde dem i det fysiske rum. Hvis ikke det rimer på Happn, så ved jeg sgu snart ikke… Og når nu jeg bør finde min kommende kæreste alle andre steder end på klubben, så er det jo genialos med kærlighedsapp’en, der kan hjælpe mig med at spore mig ind på min næste store kærlighed. Rygtet siger i hvert fald, at mange finder deres drømmepartnere derinde. Så hvorfor burde jeg ikke også? Eller dig for den sags skyld.

Så hvad venter vi egentlig på?? Hop ind i kampen sammen med mig for at finde kærligheden! Du kan downloade Happn her. Måske ses vi derinde?… altså hvis altså du er en fyr 🙂

DET KAN GÅ OP OG NED

img_2770

Hej vennerne! Det er vist ikke i overkanten, hvis jeg siger, at det er ved at være et stykke tid siden, der har været lyd her på stadion. Men ikke desto mindre så flager jeg nu – ikke på halvt, hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg har alle dage haft lovet mig selv, at jeg kun skulle have bloggen og fremtrylle skriverier, når og hvis det ville være sjovt. Og ikke mindst med det udgangspunkt, at der skulle være tid til det. Og til det må jeg bare sige; det har der ikke været på det seneste. Tværtimod. Jeg kunne snildt tage vandrepokalen for travleste kalender til dato, og der har – som kirsebærret på toppen – også været en masse personlige bøvlerier, som har taget luften af ballonen. Måske kommer jeg ind på det en dag. Måske ikke. Men det har i hvert fald gjort, at jeg har hængt lidt i bremsen, og i stedet har jeg prioriteret mine venner i stor stil, serien “White Collar”, og så er jeg drød-edme blevet hende, der går i seng kl. 22 for at stå op og træne 5:30 i hverdagen. Det sker i hvert fald nogle gange.

Du må dog ikke blive urolig over, hvorvidt jeg har nydt tilværelsen på det seneste. For det har jeg! Det kan både min lever, bankkonto, venner, lejlighed, fregner og alt andet, der går ind under kategorien “Caroline Bergman”, skrive under på. Så jeg gør altså stadig alt, hvad jeg kan for

  • ikke at lave mad hjemme
  • at få sol på mine fødder som under ingen omstændigheder vil tage imod farve
  • at drikke rosé selvom kalenderen siger mandag
  • at give den en skalle på los arbejdos
  • lige at skrue lidt ned for mit forbrug i butikkerne rundt omkring i byen
  • ikke at få en kæreste før året hedder 2020
  • at slå verdensrekorden i at have drukket flest islatte
  • at have flere fregner end nogen anden jeg kender
  • at ligge i top 3 over hurtigste kvindelige cykelryttere på Nørrebro
  • at være den bedste ven for hele min telefonbog
  • at overtage verdensherredømmet på enten den ene eller den anden måde

img_2769 img_2771

Så alt i alt er der absolut intet at være urolig over! Undertegnede hygger sig, og jeg kan lige love dig for, at jeg går en god tid i møde. Gør du også?

JEG TROR IKKE PÅ EVIG KÆRLIGHED

img_2211_facetune_31-01-2018-15-48-43

Det er modeuge, og jeg åbner ballet ved at snakke lidt om kærlighed og the lovemakerTinder. Hvad ellers? For ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, er det én ting – bevares, én app – du ikke kan komme udenom som single. Eller jo, du kan godt – men dine veninder eller kammerater skal med garanti nok få presset dig ud på tindermarkedet før eller siden.

Men hvorfor denne snak? Ser du, det kommer sig af, at jeg i fredags snakkede med en rigtig god veninde om kærlighed, og alt det der ligger herunder: om hvornår man bliver klar over, om man har fundet the one, om græsset er grønnere på den anden side, hvad kærlighed betyder konkret for den enkelte person, og om vi i det store hele tror på evig kærlighed. Her vil jeg da lige tilføje, at vi begge endte med at sidde og tudbrøle på skift og trøste hinanden, haha. Men faktum var og er, at vi er forskelligt indrettet i forhold til netop troen og synet på kærlighed, og det gav anledning til en god snak. En snak som jeg lige så godt kunne dele med jer.

To Tinder or not to Tinder

Vi kender jo alle sammen nogen, der kender nogen, som har fundet kærligheden på Tinder. Jeg synes i hvert fald, det er ved at blive lidt af en klassiker, at jeg hører det udsagn, hvis jeg sidder til damemiddage eller er i andre kredse, hvor der bliver talt om romantiske udskejelser og andre kærlighedsrøvere. Hatten af for alle de par, som åbenbart formår at få det til at slå gnister. Åbenbart så mange gnister at det både ender med bryllup og børn. Jeg er nok bare ikke der. Sandheden er faktisk, at jeg slet ikke køber den – Tinderkærligheden. Jeg er da på app’en, men det er fordi, jeg synes det er spændende at swipe, og se om man kan hive den gode fangst hjem. Men så dør den også der. For det er som om, jeg aldrig rigtig orker hele møllen med flødebolle-scorereplikker og “Nå, hvad laver du så til daglig?”. Jeg giver simpelthen op, inden vi overhovedet er kommet igang. Og det er jo også uretfærdigt af mig, for jeg spilder jo søde fyres tid. Og nogen af dem er jo trods alt derinde for at finde en kæreste. Well, I’m not. Faktisk har jeg lavet mig en 2020-plan ligesom politikerne: først i 2020 må jeg få en kæreste. Det skal selvfølgelig nok passe, at jeg finder en sød fyr nede i Netto inden da, men det er altså planen. Så måske har det også noget at gøre med min lack of interest og min dalende svarprocent. So sorry guys – bare swipe forbi mig 🙂

img_2246 img_2247

En af dem, der går lige til sagen!

Den udvidede sandhed er dog, at jeg ikke tror på evig kærlighed. Nu håber jeg ikke, at der er for mange søde fyre der læser med, og jeg dermed slukker gnisten for altid hos en potentiel kæreste i 2020, vel og mærket. Og jeg ved godt, det er lidt unfair at udtale sig så skarpt som 26 årig, når jeg stadig har 2/3 tilbage af livet (forhåbentlig mere), men jeg er bare ikke en romantiker. Det handler om, at jeg kender mig selv, og ved hvordan jeg foretrækker et forhold: NUL jalousi, ikke noget med at sidde på lårene af hinanden, og der skal være masser af tid til vennerne hver især. Er de kriterier ikke på plads, så visner jeg langsomt, ligesom alle de planter og blomster jeg har i min lejlighed. Og det kommer altså fra en rigtig forholdspige – jeg har laaaaange forhold med i bagagen. Derudover har jeg en forestilling om, at vi altid udvikler os som mennesker i selskab med andre mennesker. Og hver gang man møder nye mennesker, som man synes om og tilbringer tid med, så gradbøjer man sin personlighed deraf. Vi udvikler altså os konstant: vi får ny smag, nye præferencer, nye holdninger, ny videnshorisont, ny arbejdsplads, nye interesser, nye læber, nyt tøj osv. osv. Derfor er min tanke, at to mennesker, der møder hinanden og finder sammen i en vis alder, på et tidspunkt stopper med at passe sammen, da begge parter ikke udvikler sig i én og samme retning. Der kan selvfølgelig være undtagelser, og man vil i visse situationer vokse mere sammen end hver for sig – eksempelvis på ferier, når man har en fælles interesse for noget, eller når man omgås den samme vennegruppe. Men hvis man er meget selvstændig, som jeg foretrækker at være, så har jeg svært ved at tro, at jeg kan vokse sammen forevigt med et andet menneske. Ikke fordi jeg ikke vil(!), men fordi jeg ikke kan forestille mig det ske. Jeg er til tider grænseløs, og det er nok dér den ligger. Jeg er typen, der tænker “mon græsset er grønnere på den anden side” – og det gælder såmænd ikke kun med kærlighed. Men jeg ønsker at udvikle mig selv, få fuld valuta ud af livet og ikke mindst være glad og lykkelig. Om det så er alene eller sammen med den dejligste mand, jeg nogensinde har mødt (det siger man jo altid om den nyeste kæreste) 🙂

Jeg er da fuldstændig med på, at man skal ofre sig for kærligheden, og formentlig vil 70% eller flere af jer alle sammen mene, at jeg giver op for nemt. Den køber jeg! Men det er igen, sådan jeg er. Jeg er en fighter på rigtig mange områder, men jeg er nok ikke typen, der slider for kærligheden, hvis jeg inderligt er ked og ulykkelig. Ligeså er jeg heller ikke typen der skændes – hverken med kærester eller veninder. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg siger selvfølgelig min mening, men jeg vil hellere undgå helt, at skænderiet opstår. Men hey, lad os nu se, hvordan landet ligger, når jeg en dag er blevet mor og gift. Så kan det meget vel være, at jeg er en helt anden holdning, og at den lokale parterapeut er blevet min bedste ven. Den tid, den sorg. Eller nå nej, lykke selvfølgelig!