SHOPPEFRI MAJ, DERFOR...

MANGEL PÅ GRØNNE FINGRE? HJÆLPEN ER HER!

Hvis du ligesom jeg er en kæmpe snegl til dét med grønne planter, og hvordan det lige er, man passer dem, så har jeg redningen til dig. For real!

Ikke kun fordi Daniel er min gode ven og min tætteste kollega – han er også THE plantman på Instagramballaden. Se selv lige akkurat her. Han er så vild, og er da også flere gange blevet omtalt i indlandske såvel som udenlandske medier. Interessen er enorm, og det er heller ikke uden grund. Grønne planter har i særdeleshed fået deres comeback (hvis de egentlig nogensinde har været væk). Men der er vel i bund og grund heller ikke et eneste rum, som ikke bliver 17,5% pænere af flotte, grønne, friske planter.

Men hvorfor ævler jeg om Daniel? Det gør jeg, fordi geniet har udarbejdet en e-bog til dig, der vil have et samlet værk med AL information om de 30 mest populære planter til hjemmet. Og her snakker jeg altså alt fra, hvor hyppigt du skal vande, hvordan de skal bevares, hvordan du omplanter, om du har over- eller undervandet din plante og meget, meget mere. Jeg kan blankt afsløre, at jeg ikke kunne svaret på nogle af de ovenstående spørgsmål, inden jeg læste hans e-bog!

Hvis du er interesseret i e-bogen, kan du købe den til bette 49 kroner her. Og hvis din interesse er blevet vækket 110%, har jeg stillet Daniel fem plantespørgsmål, som du kan læse nedenfor.

Ps. jeg fortryder allerede, jeg har kaldt ham et geni – det kommer jeg til at høre meget for…


1. Hvordan opstod din begejstring for grønne planter?

Det er sgu egentlig et ret godt spørgsmål. Jeg bliver drillet af mine venner med, at det må følge med seksualiteten, haha (læs: jeg er homoseksuel). Det er egentlig kommet henover de seneste år – nok i takt med, at man ikke længere har boet på et snusket værelse og ikke haft så meget plads, men man har sin egen lejlighed, hvor der er plads til planterne også. Jeg synes, det er vildt hyggeligt at se planterne vokse, finde nye flotte krukker og sådan.

2. Hvilken plante er din favorit?
Uh, jeg får det spørgsmål ret tit på Instagram, hvor jeg har en vaskeægte planteprofil! Jeg vakler hele tiden mellem min bananpalme og vores flotte paradisfugl (Strelitzia Nicolai). Bananpalmen var et eksperiment, jeg gik i gang med sidste forår, og det er gået helt amok. Strelitzia Nicolai er bare en vanvittig flot palme, og så er den vel efterhånden den ‘nye’ bloggerplante nu, efter alle har investeret i en Monstera.
Men jeg er nu også ret vild med vores store violinfigen, Alocasia Zebrina og den store Philodendron Xanadu (som desuden kostede det hvide ud af øjnene – men det ved du jo alt om, Caro).

Til venstre: Strelitzia Nicolai. Til højre: Bananpalme.

3. Hvad er dit bedste tips til at passe sine planter?
Jeg giver løbende tips på Instagram – alt fra krukker til omplantning og generelt pleje. Af samme årsag lavede jeg i marts måned den omtalte e-bog med generelle tips og tricks til pasning af grønne planter, herunder hvordan/hvor meget de skal vandes, hvor meget lys de kræver, generelle råd til gødning og en masse andet. Guiden indeholder 30 dedikeret planteguides, hvor jeg sætter sværhedsgrad på hver plante, samt kommer med en komplet guide til vand og lys til alle planterne. Jeg har lavet en liste her med de planter, der indgår i guiden her.

4. Hvilke planter vil du anbefale os uden grønne fingre, der ellers formår at slå ALLE planter ihjel?
Hvis man virkelig gerne vil slå planter ihjel (læs: hvis man virkelig ikke gider at gå op i planter og huske at vande dem), så skal de nok dø uanset hvilken plante, det er. Men jeg synes personligt, at de bedste begynderplanter er kaktusser i alle afskygninger, da de kræver minimal pleje. Dog kræver de en del sollys. Monstera (bloggerplanten) er også meget taknemmelig med en lillebitte smule vand, og så kan den faktisk klare sig i de fleste rum af ens hjem. Derudover kan jeg anbefale Philodendron Adansonii (i familie med Monstera), fredsliljen, guldpalmen og kokospalmen.

5. Hvad er dit næste plantekøb?
Åh, jeg tror nærmere, jeg skal købe en større lejlighed, hvis der skal være plads til flere, haha! Dog har jeg længe haft et godt øje til Licuala Grandis, som er den fineste palme! Jeg har desværre ingen billeder, hvor jeg har ophavsretten til at kunne vise dem, så dine læsere må søge på den på gode gamle Google.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SHOPPEFRI MAJ, DERFOR...