HAN TOG MIT HJERTE

VIL DU VÆRE INSTAGRAMMER? SÅ FÅR DU TRAVLT

img_3325

Vi kan jo ikke komme udenom at skulle tale lidt om mit arbejde hos Bloggers Delight, da det her influencer marketing efterhånden er en temmelig stor del af mit liv (og utallige andres også). Både fordi det er hvad, jeg arbejder med alle hverdage fra 9-17 og egentlig har gjort de sidste tre år. Men det er også noget, jeg vader i, når jeg ligger hjemme på flyderen og slapper 100 procent af i joggers og ingen bh. Og det er fandme en interessant størrelse – men også mega kompliceret. I mine venindegrupper har vi travlt med at lave lidt fis med, at vi godt gad at sige vores jobs op og kaste os ud i tilværelsen som influent; altså én der lever af inspirere og sætte dagsordenen på sociale medier. Vi laver fis med det, da vi ved, det er dybt umuligt med vores 500-2.000 følgere på Instagram. Men man har jo lov at håbe og være en bid selvhøjtidelig.

Men nu skal jeg fortælle dig én ting qua mit kendskab til feltet; Hvis ikke du er slået igennem på eksempelvis Instagram – som er det medie, der har formået at vælte os danskere omkuld – så får du saftsusme svært ved at “nå” det, inden der formentlig er opfundet et andet mere spændende medie. Der er nemlig kommet en temmelig fluffy algoritme, som ingen rigtig kender facit på, men som der indtil nu er kommet disse umulige guidelines ud af. Hold fast:

Der er ikke længere gode eller dårlige tidspunkter for at poste. Før talte man om, at der var tidspunkter i døgnet, hvor der var flere aktive og dermed kunne eksponeres for ens billede. Det var dengang. Nu sørger Instabørgen selv for at finde dem, der er i målgruppen og som derfor skal eksponeres. Det gøres ved, at:

Du gerne poster 4 billeder om dagen. Her begynder jeg at mærke sveden på panden. Hvem har tid til det?!

Du laver cirka 3 præcise hashtags og sørger for et præcist geotag. Glem #love, #fashion, #design osv. Det skal være mere præcist – enten det konkrete brand eller model, eller hvad du nu ellers har på agendaen. Noget der er sigende for billedet, og som du forestiller dig, at din målgruppe ville søge på, hvis de kunne finde inspiration i dit billede. Check derfor også ind i et mere konkret sted end eksempelvis Copenhagen. Din lokation gør nemlig, at dit billede rækker ud til folk i dit område og gøres derved mere relevant.

Post 6-8 stories om dagen. Her bliver jeg igen lidt stresset! Det gyldne tal er 7 – så gå efter det. Og vær for guds skyld engagerende med dine følgere; lav afstemninger, check in på lokationer, lav hashtags og meget mere fra den dybe Instaskuffe. Hvis dine stories er spændende, vil dine følgere hænge ved. Hvis ikke, så kan du godt glemme at nå IG-toppen.

Send også lige 20 minutters live en gang imellem. Der knækker filmen for mig! Hvem i alverden gider og har tid til at høre på mig i 20 minutter? Jeg ville ikke en gang selv gide. Men man skal selvfølgelig starte et sted – selvom dog de siger, at 10 minutter er langt fra nok!

Æstetisk, personligt og uperfekt. Det er sådan kriterierne for en succesprofil beskrives. I min optik lidt af en umulighed – for hvis jeg skal have noget til at se godt ud (læs: mig selv om morgenen, når jeg vågner), så skal jeg bruge lidt redigering og malerværktøjer her og der. Men prøv du!

Den første time tæller. Jo mere succes dit content har inden for den første time, jo bedre vil den performe på sigt og give dig ønsket likes og trafik. Så kan du ellers sidde og føle presset den første time 😉

Like, kommenter og engager. Det lyder næsten som en strategi. Det er det også. Jeg vil gerne garantere dig, at hvis du begynder at følge folk, der rækker ud over dit personlige netværk, og du også maxer igennem med likes og kommentarer på andres billeder og stories, så skal du nok stige i følgere. Hvis altså også lige du sørger for at have styr på alt det andet.

Swipe up for satan, swipe up. Den her går ud til dig, der reelt set er en influens og enten samarbejder med virksomheder eller repræsenterer en virksomhed; skulle du være så heldig at nå den gyldne 10.000 følger-grænse, så vil du have mulighed for at lave swipe up-funktionen. Og gør for guds skyld brug af det! Instahansi elsker det.

Altid post billeder i 4:5 format. Size matters. Algoritmen foretrækker heldigvis dette format, som er standard for iPhone.

Slå notifikationer til. Hvis du vil være helt sikker på, at dine følgere opsnapper dit content, skal du bede dem om at slå notifikationer til. Det gøres ved, at de inde på din profil, klikker oppe i højre hjørne for derefter at få muligheden for at slå notifikationer til på din profil. Det er åbenbart ikke længere nok at følge…

Og så skal din profil selvfølgelig ikke være privat. Men alle der læser med på den her, har formentlig åben profil – hvorfor denne tekst er interessant 🙂

Men hvorfor denne vanvittige algoritme? Hvis ikke du har opdaget det, så bevæger Instagram sig mere og mere hen imod Facebook. Ja okay, de er ejet af selvsamme ejer. Men det jeg prøver at sige er, at der kommer flere og flere reklamer til, og de fylder. Annoncepengene i millioner af marketingsafdelinger verden over har fundet vej til det visuelle medie, og derfor kæmper alle om pladsen. Og den der vil betale mest i annoncekroner eller være bedst til sit arbejde (altså at opføre sig efter Instagrams algoritme), vinder pladsen. Så ud fra den beretning kan vi vist hurtigt konkludere, at man skal være jobløs for at have tid til alt det. Men held og lykke til alle mand!

Og så vil jeg lige – nu vi er ved det – flage for min Instahans her: @carobergman. Du kan læse mere om algoritmen her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HAN TOG MIT HJERTE