HER BOR JEG

JEG TROR IKKE PÅ EVIG KÆRLIGHED

img_2211_facetune_31-01-2018-15-48-43

Det er modeuge, og jeg åbner ballet ved at snakke lidt om kærlighed og the lovemakerTinder. Hvad ellers? For ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, er det én ting – bevares, én app – du ikke kan komme udenom som single. Eller jo, du kan godt – men dine veninder eller kammerater skal med garanti nok få presset dig ud på tindermarkedet før eller siden.

Men hvorfor denne snak? Ser du, det kommer sig af, at jeg i fredags snakkede med en rigtig god veninde om kærlighed, og alt det der ligger herunder: om hvornår man bliver klar over, om man har fundet the one, om græsset er grønnere på den anden side, hvad kærlighed betyder konkret for den enkelte person, og om vi i det store hele tror på evig kærlighed. Her vil jeg da lige tilføje, at vi begge endte med at sidde og tudbrøle på skift og trøste hinanden, haha. Men faktum var og er, at vi er forskelligt indrettet i forhold til netop troen og synet på kærlighed, og det gav anledning til en god snak. En snak som jeg lige så godt kunne dele med jer.

To Tinder or not to Tinder

Vi kender jo alle sammen nogen, der kender nogen, som har fundet kærligheden på Tinder. Jeg synes i hvert fald, det er ved at blive lidt af en klassiker, at jeg hører det udsagn, hvis jeg sidder til damemiddage eller er i andre kredse, hvor der bliver talt om romantiske udskejelser og andre kærlighedsrøvere. Hatten af for alle de par, som åbenbart formår at få det til at slå gnister. Åbenbart så mange gnister at det både ender med bryllup og børn. Jeg er nok bare ikke der. Sandheden er faktisk, at jeg slet ikke køber den – Tinderkærligheden. Jeg er da på app’en, men det er fordi, jeg synes det er spændende at swipe, og se om man kan hive den gode fangst hjem. Men så dør den også der. For det er som om, jeg aldrig rigtig orker hele møllen med flødebolle-scorereplikker og “Nå, hvad laver du så til daglig?”. Jeg giver simpelthen op, inden vi overhovedet er kommet igang. Og det er jo også uretfærdigt af mig, for jeg spilder jo søde fyres tid. Og nogen af dem er jo trods alt derinde for at finde en kæreste. Well, I’m not. Faktisk har jeg lavet mig en 2020-plan ligesom politikerne: først i 2020 må jeg få en kæreste. Det skal selvfølgelig nok passe, at jeg finder en sød fyr nede i Netto inden da, men det er altså planen. Så måske har det også noget at gøre med min lack of interest og min dalende svarprocent. So sorry guys – bare swipe forbi mig 🙂

img_2246 img_2247

En af dem, der går lige til sagen!

Den udvidede sandhed er dog, at jeg ikke tror på evig kærlighed. Nu håber jeg ikke, at der er for mange søde fyre der læser med, og jeg dermed slukker gnisten for altid hos en potentiel kæreste i 2020, vel og mærket. Og jeg ved godt, det er lidt unfair at udtale sig så skarpt som 26 årig, når jeg stadig har 2/3 tilbage af livet (forhåbentlig mere), men jeg er bare ikke en romantiker. Det handler om, at jeg kender mig selv, og ved hvordan jeg foretrækker et forhold: NUL jalousi, ikke noget med at sidde på lårene af hinanden, og der skal være masser af tid til vennerne hver især. Er de kriterier ikke på plads, så visner jeg langsomt, ligesom alle de planter og blomster jeg har i min lejlighed. Og det kommer altså fra en rigtig forholdspige – jeg har laaaaange forhold med i bagagen. Derudover har jeg en forestilling om, at vi altid udvikler os som mennesker i selskab med andre mennesker. Og hver gang man møder nye mennesker, som man synes om og tilbringer tid med, så gradbøjer man sin personlighed deraf. Vi udvikler altså os konstant: vi får ny smag, nye præferencer, nye holdninger, ny videnshorisont, ny arbejdsplads, nye interesser, nye læber, nyt tøj osv. osv. Derfor er min tanke, at to mennesker, der møder hinanden og finder sammen i en vis alder, på et tidspunkt stopper med at passe sammen, da begge parter ikke udvikler sig i én og samme retning. Der kan selvfølgelig være undtagelser, og man vil i visse situationer vokse mere sammen end hver for sig – eksempelvis på ferier, når man har en fælles interesse for noget, eller når man omgås den samme vennegruppe. Men hvis man er meget selvstændig, som jeg foretrækker at være, så har jeg svært ved at tro, at jeg kan vokse sammen forevigt med et andet menneske. Ikke fordi jeg ikke vil(!), men fordi jeg ikke kan forestille mig det ske. Jeg er til tider grænseløs, og det er nok dér den ligger. Jeg er typen, der tænker “mon græsset er grønnere på den anden side” – og det gælder såmænd ikke kun med kærlighed. Men jeg ønsker at udvikle mig selv, få fuld valuta ud af livet og ikke mindst være glad og lykkelig. Om det så er alene eller sammen med den dejligste mand, jeg nogensinde har mødt (det siger man jo altid om den nyeste kæreste) 🙂

Jeg er da fuldstændig med på, at man skal ofre sig for kærligheden, og formentlig vil 70% eller flere af jer alle sammen mene, at jeg giver op for nemt. Den køber jeg! Men det er igen, sådan jeg er. Jeg er en fighter på rigtig mange områder, men jeg er nok ikke typen, der slider for kærligheden, hvis jeg inderligt er ked og ulykkelig. Ligeså er jeg heller ikke typen der skændes – hverken med kærester eller veninder. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg siger selvfølgelig min mening, men jeg vil hellere undgå helt, at skænderiet opstår. Men hey, lad os nu se, hvordan landet ligger, når jeg en dag er blevet mor og gift. Så kan det meget vel være, at jeg er en helt anden holdning, og at den lokale parterapeut er blevet min bedste ven. Den tid, den sorg. Eller nå nej, lykke selvfølgelig!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HER BOR JEG